Vitaminer og mineraler findes i mange af de fødevarer, vi spiser til daglig, blandt andet frugt, grøntsager og fuldkornsprodukter. Men hvad er de præcist, og hvilken rolle spiller de i kroppen?
Overordnet set er vitaminer og mineraler mikronæringsstoffer, som kroppen ikke selv kan danne i tilstrækkelige mængder. Derfor er det nødvendigt at få dem gennem kosten. De bidrager ikke med energi, men de er essentielle for kroppens funktioner – og netop derfor er en sund og varieret kost så vigtig.
Vitaminer
Vitaminer er nødvendige for at opretholde kroppens sundhed og understøtte en lang række biologiske processer. Eksempelvis medvirker K-vitamin til blodets evne til at størkne.
Vitaminer opdeles i to hovedgrupper: vandopløselige og fedtopløselige vitaminer.
- Vandopløselige vitaminer omfatter alle B-vitaminer og C-vitamin (ascorbinsyre). Disse lagres kun i meget begrænsede mængder i kroppen, hvilket gør det vigtigt at få dem tilført dagligt gennem kosten.
- Fedtopløselige vitaminer inkluderer A-, D-, E- og K-vitaminer. De optages i kroppen i forbindelse med fedt, og derfor anbefales det for eksempel at tage D-vitamintilskud sammen med et måltid, der indeholder fedt. I modsætning til de vandopløselige vitaminer kan de fedtopløselige lagres i kroppens lever og fedtvæv.
Mineraler
Mineraler er ligeledes essentielle mikronæringsstoffer, som kroppen har brug for i varierende mængder for at fungere optimalt.
Eksempler på vigtige mineraler er jern, calcium, magnesium, selen og zink. Hvert mineral har specifikke funktioner i kroppen:
- Jern er eksempelvis nødvendigt for blodprocenten samt transporten af ilt i blodet.
- Zink bidrager blandt andet til vedligeholdelsen og opbygningen af kroppens væv samt normal immunfunktion.
- Calcium og magnesium har betydning for eksempelvis knoglesundhed og muskelfunktion.
Gode råd
Den mest effektive måde at sikre tilstrækkeligt indtag af både vitaminer og mineraler på er ved at følge de officielle kostråd fra Fødevarestyrelsen. Hvis man er sund og rask og spiser en sund og varieret kost, får kroppen de næringsstoffer, den har brug for, således at man generelt ikke har brug for kosttilskud. Man kan dog have individuelle helbredstilstande, som gør kosttilskud nødvendige.
Det anbefales dog at tage D-vitamintilskud i vinterhalvåret (oktober-april), samt at ældre over 70 år tager et tilskud af calcium. Se Sundhedsstyrelsens retningslinjer for mere information.