Sundere vaner i sommerferien: Strategier til en balanceret ferie

Fit&Sund diætist

Sommerferien er en tid, hvor de gode vaner kan blive udfordret, da hverdagsrutiner ofte brydes. I en ferieperiode ændres strukturen for både bevægelse og kostvaner, og det kan være vanskeligere at opretholde en sund livsstil. Samtidig byder ferien på flere fristelser i form af is, slik, sodavand og fastfood, som kan gøre det nødvendigt at være ekstra bevidst om sine valg.

Dog giver ferien også mere tid til nærvær og kvalitetstid med familie og venner. Det er derfor vigtigt at finde en balance, hvor man både kan nyde ferien og samtidig tage vare på sin sundhed. Det handler om at skabe en harmonisk hverdag, hvor der er plads til både afslapning og sundere valg.

 

Fristelser: Vælg bevidst og nyd med omtanke

For at undgå, at søde sager og usunde valg bliver en daglig vane i ferien, kan det være en god strategi at prioritere sine fristelser. Det kan gøres ved at spise og drikke med bevidst nærvær og nydelse.

  • Vælg kvalitet frem for kvantitet: En enkelt kugle af din yndlingsis kan være lige så tilfredsstillende som tre. Alternativt kan en sodavandsis være et lettere valg end en flødeis.

 

  • Planlæg sunde alternativer: Når I er på tur, kan det være en fordel at medbringe madpakker og nærende snacks for at undgå energitæt fastfood. Dette kan også være en økonomisk fordel.

 

Bevægelse: Hold dig aktiv med sjove ferieaktiviteter

En aktiv ferie kan kombineres med kvalitetstid sammen med familien. Fysiske aktiviteter kan både være en del af ferieoplevelsen og en god måde at holde kroppen i gang på.

  • Inkludér daglige bevægelsesaktiviteter: Det kan være en cykeltur, vandretur, kanotur eller forskellige vandaktiviteter.

 

  • Aftal faste daglige aktiviteter: En kort cykeltur om aftenen, gåture i lokalområdet eller ved feriestedet, boldspil, stangtennis eller trampolinhop i haven kan være gode måder at få rørt sig på.

 

  • Begræns skærmtid: Aftal eventuelt regler for skærmbrug for både voksne og børn, så tiden i højere grad bruges på fysiske aktiviteter og samvær.

 

Måltider: Fasthold regelmæssige spisetider

Selvom ferien ændrer hverdagsstrukturen, er det vigtigt at holde fast i en regelmæssig måltidsrytme. Dette hjælper med at stabilisere blodsukkeret og nedsætte risikoen for den hurtige snack-sult

  • Sørg for at indtage tre hovedmåltider: Morgenmad, frokost og aftensmad samt to til tre sunde mellemmåltider.

 

  • Udnyt sommerens friske råvarer: Sommerens frugter og grøntsager som jordbær, vandmelon og friske ærter er næringsrige alternativer til søde snacks.

 

  • Prøv sundere opskrifter: En hjemmelavet koldskål kan være et lækkert og nærende mellemmåltid.

 

Sæt et mål for ferien

Inden ferien begynder, kan det være en god idé at sætte et til to personlige sundhedsmål for at bevare motivationen.

  • Det kan være at gå 10.000 skridt dagligt, spise 300 gram frugt og 300 gram grønt om dagen eller løbe to til tre gange om ugen som forberedelse til et motionsløb.

 

  • Planlæg, hvordan du kan indarbejde dine mål i hverdagen, og fokusér på de fremskridt, du gør, frem for at ærgre dig over, hvad du kunne have gjort bedre.