Kalorier og vægttab

Fit&Sund diætist

Ønsker du at tabe dig, er det nødvendigt at skabe et energiunderskud, og det betyder at kroppen skal forbruge mere energi, end den får tilført gennem kosten. Mængden af energi, vi indtager, afhænger af, hvad vi spiser og drikker. Nogle fødevarer, som chokolade, slik, is og chips, indeholder langt mere energi per gram end eksempelvis grøntsager.

Det afgørende er dog ikke nødvendigvis, hvad du spiser og drikker, men hvor meget energi du samlet indtager i forhold til dit energiforbrug. Et energioverskud fører til vægtøgning, et underskud medfører vægttab, og en balance mellem over- og underskud bevarer din nuværende vægt.

“Tomme kalorier” og sund mad

Energi i maden måles i kalorier (kcal) eller kilojoule (kJ). Fødevarer med et højt kalorieindhold rummer meget energi. Begrebet ”tomme kalorier” refererer til fødevarer, der bidrager med energi, men ikke indeholder væsentlige mængder af næringsstoffer som vitaminer, mineraler, proteiner eller kostfibre – eksempelvis slik eller chokolade.

Når man arbejder med vægttab eller vægtvedligeholdelse, kan det være fristende udelukkende at fokusere på kalorieindtaget og tilsidesætte kroppens reelle behov og egne præferencer. Mange forsøger at “spare” kalorier i løbet af dagen for at give plads til energitæt mad som slik eller kage senere på dagen – eksempelvis ved at springe et mellemmåltid over eller spise mindre til frokost.

At planlægge sit kalorieindtag kan være hensigtsmæssigt i visse perioder, for eksempel ved mange sociale arrangementer. Men hvis denne strategi bliver en daglig rutine, kan det være værd at overveje, om fokus på kalorier er blevet så stort, at det overskygger kroppens behov og nydelsen ved maden. Der er en risiko for, at man ender med at spise ud fra, hvad man kan få mest af for færrest kalorier, frem for det, man faktisk har lyst til.

Et vedvarende vægttab kræver ændring af vaner

Desuden bør man være opmærksom på, at fødevarer med tomme kalorier ofte fortrænger næringsrige alternativer. Du kan godt tabe dig og samtidig spise chokolade, men hvis den slags valg gentages hyppigt på bekostning af eksempelvis fuldkornsprodukter, går du glip af vigtige næringsstoffer som kostfibre og vitaminer.

Et vedvarende vægttab opnås gennem ændrede vaner, som man kan holde fast i over tid. Hvis disse nye vaner tager udgangspunkt i mad, du kan lide, i stedet for at fokusere på, ”hvad der er plads til”-kaloriebudgettet, øger du chancen for at opretholde de gode vaner på lang sigt.

Du kan også læse om, hvorfor fuldkorn er en vigtig del af en næringsrig kost. Tryk her.

Måske du også er interesseret i

Opskrifter
mellemmåltid

Hjemmelavet mysli

Myslien har godt med fibre og protein – og desuden sunde olier fra kernerne og nødderne….

Læs mere

Livsstil

Sundere vaner i sommerferien: Strategier til en balanceret ferie

Diætisterne giver tips til, hvordan du kan bevare en sund livsstil i ferien og samtidig nyde sommeren fuldt ud….

Læs mere

Livsstil

Overvejer du at ændre noget i din livsstil?

Kort om, hvordan du kan motivere dig selv, når du ønsker at ændre noget i din livsstil….

Læs mere