Denne grød er sukker- og fedtfattig, men du kan også bruge den æblegrød, du er vant til at lave, og derefter lave desserten ud fra vores opskrift.
Lad gerne skrællen sidde på æblerne, da mange af de sunde og gavnlige ting i æblerne netop sidder i skrællen. Så er det også nemmere at tilberede grøden.
Ingredienser
Grød
1 kg æbler uden kernehus i tern
2 dl vand
1/2 tsk. vaniljepulver (eller 1 stang vanilje)
2 spsk. sukrin gold
1/2 tsk. flydende sød, eksempelvis fra Easis (vent med at tilsætte det, til grøden er færdig, så kan man altid smage efter, om grøden skal være sødere).
Granola
100 g havregryn
50 g mandler
25 g hørfrø (eller chia-frø)
25 g solsikkekerner (eller græskarkerner)
2 spsk. flydende honning
Æblegrød i glas (1 person)
5-6 spsk. æblegrød med vanilje, i alt 140 g
2 spsk. granola (du kan også bruge en anden granola – den skal blot have maksimalt 13 g sukker pr. 100 g)
4-5 spsk. vaniljeskyr – i alt 100 g
Fremgangsmåde
Æblegrød
Skyl æblerne, skær kernehuset ud, og skær æblerne i mindre tern, så du undgår for store stykker skræl i grøden.
Hæld æblerne i en gryde med vand, og sæt på komfuret under middel varme.
Hvis du bruger en vaniljestang, så skær den op på langs. Skrab vaniljepulveret ud, og tilsæt det i gryden sammen med selve stangen, som tages op, når grøden er færdig. Hvis du bruger vaniljepulver, tilsættes det blot, som det er.
Lad æblerne simre under låg i ca. 15 minutter. Husk at røre i grøden, så den ikke brænder på. Når æblerne bliver møre, kan du bedre røre dem ud.
Når grøden er ved at være færdig, tilsættes først sukrinen. Lad det simre i et par minutter, og smag grøden til. Herefter kan du eventuelt tilsætte lidt flydende sød. Det kommer helt an på, hvor søde æblerne er i forvejen.
Foretrækker du grøden i en mere lind konsistens, kan du slutte af med at blende grøden med en stavblender, men det er som regel ikke nødvendigt.
Når grøden er færdig, køles den af. Hvis du ikke skal bruge den med det samme, kan du hælde den i lufttætte beholdere, så du kan bruge den senere. Brug eventuelt Atamon til konservering.
Granola
Hak mandlerne groft, tilsæt havregryn, frø og kerner, tilsæt honningen, og bland ingredienserne godt sammen. Fordel blandingen på en bageplade med bagepapir.
Rist blandingen i ovnen ved 125 grader i ca. 30 minutter. Rør i blandingen flere gange under ristningen. Tag den ud, når den bliver gylden og ristet.
Når granolaen er kølet helt af, kan du opbevare den i en lukket beholder. Den kan holde sig længe uden at miste smag og konsistens.
Æblegrød i glas
Find et portionsglas – gerne på høj stilk.
Læg æblemos, granola og skyr i lag. Slut af med vaniljeskyr og granola på toppen.