Sådan gør du grillmad til et sundere måltid

Fit&Sund diætist

For mange er grillmad mere end blot en tilberedningsmetode – det er en hel livsstil med personlige traditioner og præferencer. Nogle sværger til deres egen marinade, mens andre diskuterer fordele og ulemper ved gas- kontra kulgrill eller om direkte varme er bedre end indirekte. Derudover bliver helårsgrillning stadig mere populært.

Selvom grillmad ofte forbindes med kalorie- og fedtholdige måltider, behøver det ikke være sådan. Med enkle justeringer kan du nyde sund og nærende grillmad uden at gå på kompromis med smagen.

 

Vælg sundere kød

Kød er typisk hovedingrediensen på grillen, men de klassiske valg såsom grillpølser, fedtmarmorerede bøffer og hakkebøffer har ofte en høj fedtprocent. Et stort indtag af rødt kød kan desuden øge risikoen for visse kræftformer.

Et sundere alternativ er magert kød såsom fjerkræ, fisk eller skaldyr. Hvis du foretrækker rødt kød, så vælg en variant med højst 10 % fedt.

 

Grill grøntsager som tilbehør

Grøntsager er en fremragende måde at tilføje smag og næring til grillmåltidet. De kan enten grilles direkte eller tilberedes i en stanniolbakke med et drys krydderier og lidt olie. Egnede grøntsager kunne være:

  • Blomkål

  • Peberfrugt

  • Majs

  • Svampe

  • Aubergine

  • Squash

  • Tomater

  • Kål

 

Hvis du ikke ønsker grillede grøntsager, kan en frisk sommersalat være et godt alternativ.

 

Sundere alternativer til klassisk tilbehør
  • Kartofler: Nye kartofler kan serveres kogte med frisk persille eller bages i folie sammen med krydderurter og grøntsager som et alternativ til traditionel kartoffelsalat.

  • Pastasalat: Vælg fuldkornspasta og tilføj friske grøntsager og krydderurter. Brug en dressing med maksimal 5 % fedt, eksempelvis en base af skyr, kvark eller yoghurt naturel.

  • Brød: Udskift det lyse flute med en fuldkornsvariant. Hvis du ønsker hvidløgsflutes, kan du selv pensle brødet med lidt olie og tilsætte hvidløg eller friske krydderurter.

 

Hold styr på portionerne

Grillaftener kan ofte strække sig over mange timer, hvor småspisning (efter selve måltidet er overstået) kan blive en vane. For at bevare en sund balance kan det være en fordel at holde sig til én portion og i stedet nyde samværet. En god rettesnor er slanketallerkenen:

  • Én portion magert kød eller fisk

  • To til tre kartofler

  • En halv tallerken grillede grøntsager eller lækker sommerkålsalat.

 

Hav gerne en skål med snack-grønt på bordet, så der er et sundt alternativ til ekstra portioner.

 

Vælg drikkevarer med omtanke

Et glas kold rosé eller en øl forbindes ofte med grillmad, men hyppig grillning kan gøre det svært at holde sig inden for Sundhedsstyrelsens anbefalinger for alkoholindtag. Sørg derfor altid for at have rigeligt med vand på bordet – eventuelt med isterninger, frosne bær eller citrusskiver for ekstra friskhed. Danskvand eller sukkerfri sodavand kan også være gode alternativer.

 

Nyd sommerens grilldage

Grillmad behøver ikke være en usund fornøjelse. Ved at vælge magert kød, grille grøntsager, bruge sundere tilbehør og være opmærksom på portionsstørrelser, kan du gøre dine grillaftener både velsmagende og næringsrige.