Af: Fit&Sund Diætist
Når vi stiller uret en time tilbage, og dagene bliver kortere og mørkere, oplever mange et fald i både humør og lysten til at være fysisk aktive. For nogle kan det endda føre til vinterdepression. Netop derfor spiller fysisk aktivitet en afgørende rolle – både som forebyggelse mod depression og som støtte til et mere stabilt humør i vintermånederne.
Fysisk aktivitet har en dokumenteret positiv effekt på den mentale tilstand. Når du bevæger dig, påvirkes produktionen og balancen af forskellige signalstoffer og hormoner i hjernen. Eksempelvis øges mængden af serotonin – et signalstof, der fremmer følelsen af velvære og dæmper bekymringer. Samtidig frigives endorfiner, kroppens naturlige smertestillende stoffer, som også bidrager til øget energi og livsglæde. Samtidig reduceres mængden af stresshormonet kortisol. Resultatet er en samlet forbedring i både humør og stressniveau.
Men selvom fordelene er velkendte, kan det være udfordrende at fastholde de gode vaner i vintermørket. Her får du tre konkrete strategier til at styrke din motivation:
1. Skriv en besked til dig selv
Det kan være vanskeligt at komme af sted, og selve træningen kan til tider føles hård. Men bagefter – når serotonin-niveauet er steget – oplever du ofte en følelse af lettelse og velvære. Skriv en kort besked til dig selv umiddelbart efter træningen, hvor du beskriver, hvordan du har det, og hvorfor det er vigtigt for dig at holde fast. Læs beskeden, næste gang motivationen er lav. Det kan minde dig om, hvorfor det er det hele værd.
2. Træn sammen med andre
Det er lettere at holde fast i vanerne, når du har en træningsmakker. Lav en aftale med en ven eller bekendt, og tal sammen om jeres fælles mål – hvor ofte vil I træne, og hvad vil I fokusere på? Når I støtter hinanden, bliver det nemmere at komme af sted, især på de dage hvor lysten mangler.
3. Udforsk nye træningsformer
Ensformighed kan dræbe motivationen. Hvis du plejer at lave den samme type træning, så prøv noget nyt. Du kan for eksempel tilmelde dig en løbeklub, købe adgang til svømmehallen eller prøve holdtræning i et fitnesscenter. Nye aktiviteter giver ofte en tydelig fremgang i starten, hvilket kan motivere dig til at fortsætte og udvikle dig yderligere.