Her er en bønnesalat, som både er let at lave, har godt med næring og fylde i smagen. Du kan blandt andet sætte den i køleskabet, så du har en madpakke til næste dag.
Ingredienser (4 personer)
1 dåse kidneybønner (eller andre bønner – du kan også mikse med flere slags)
400 g frosne eller friske grønne bønner i grove stykker
1 lille rødløg i fine strimler
1 peberfrugt i mellemstore stykker
1 fed finthakket hvidløg
1 håndfuld grofthakket persille eller dild
Saft fra en ½ citron
30 g grofthakkede kapers
1 avokado i grove stykker
1 spsk. ristede sesamfrø
1 tsk. olivenolie
1 tsk. salt
¼ tsk. groft sort peber
Tilbehør: Fuldkornsbrød
Fremgangsmåde
Skyl og dræn kidneybønnerne (eller kog og afkøl dem helt).
Skær de yderste ender af de grønne bønner af, og kog bønnerne ganske kort (1-2 minutter) i letsaltet vand. Bønnerne skal have godt med bid i. Bruger du grønne bønner fra frost, bør du varmebehandle dem efter posens anvisning.
Kidneybønner og grønne bønner skal være kolde, da det er en kold salat.
Klargør alle ingredienser og vend grundigt sammen undtagen sesamfrø og avokado.
Inden servering tilsætter du avokado og sesamfrø.
Servér bønnesalaten sammen med et lækkert fuldkornsbrød.
Energi pr. 100 g
Energi 72 kcal
Protein 2,9 g
Kulhydrat 6,5 g
Fedt 2,9 g